Telefonisk booking: 8.00 - 16.00 hverdage

OMRÅDET

OMRÅDET OMKRING BJERGBO

I Skyum Bjerge er der en smuk udsigt og mange gravhøje.

Skyum Bjerge er et højtliggende bakkeparti med hede, skov, kær og strand.
De højeste dele bærer mange flotte gravhøje, der når en højde på 47 m.
Herfra er der en smuk udsigt over Limfjorden og til Mors.

Et kortbord på P-pladserne informerer om muligheder for at gå til højene mod nordvest og til kommunens naturareal og stranden ad en sti mod sydøst.

Skyum Bjerge er et kuperet bakkelandskab, som udgør en del af limfjordskysten ned mod Vildsund.
Kløfter og dale er skabt ved smeltevandets erosion i slutningen af sidste istid.

Området har mange af de planter, der er typiske for de forskellige typer natur; hede, skov, kær og strandeng.
På overdrev er for eksempel Gulaks og Kamgræs, mens mosen er domineret af tagrør og pilekrat.

Dyreliv

Af fugle i yngletiden ses en del arter, som er karakteristiske for åbne bevoksninger, blandt andet Flagspætte, Skovpiber og forskellige mejser.

I Mosen findes Rørspurv og Rørsanger.

I skoven er der rådyr.
De er selvfølgelig sky overfor mennesker, men nærmer man sig i bil på grusvejen, bliver de pænt stående.

I Skyum Bjerge går der får, som er ”ansat” som naturplejere.

På markerne og engene går køerne fredeligt og græsser.

Fra stranden kan der bades. Bunden er stenet, så der anbefales badesko.

Ud for Bjergbo's kyst dyrkes der muslinger. Felterne er markeret med store gule bolde.

Man kan godt fiske i fjorden. Det er bedst at gå et stykke ud i vandet og smide snøren der.
Med lidt held kan man fange; havørred, regnbueørred, hornfisk og ål.

Seværdigheder

Limfjordscentret, Doverodde:
Skoletjeneste, guidet ture, havkajak-undervisning, udstillinger, rapelling, naturformidling. www.limfjordscentret.dk

Sydthy Svømmebad:
Idrætsvej 5, 7760 Hurup, tlf. 97 95 11 60.
www.sydthy-svbad.dk

Vesterhavet:
Lyngby strand med de stejle klitter, Nørre Vorupør hvor der stadig hales fiskefartøjer på land, Vigsø med de mange tysker-bunkers.

Vestervig Kirke:
Er nordens største landsbykirke, ligger i dag som et fremtrædende monument over en vigtig epoke i Thy´s historie.
www.vestervig-kirke.dk

Lodbjerg Kirke:
- er landets mindste middelalderkirke.

Lodbjerg Fyr:
- hvor man for en beskeden betaling kan komme op i det 35 m. høje fyrtårn.

Hørdum Kirke:
I våbenhuset står Thor-stenen, hvor motivet er Thors forsøg på at fange Midgårdsormen.

Heltborg Museum:
Der er en del faste udstillinger bl.a. kunstnerne Jens Søndergård og Leo Estvad.
www.heltborgmuseum.dk

Lunaria og Danas Have:
Helligsø. En kunst-, kultur- og naturoplevelse for alle aldre.


Nordisk Folkecenter for vedvarende energi:
Kammersgaardsvej 16, Sdr. Ydby, tlf. 97 95 66 00.
www.folkecenter.dk

Museumscenter Hanstholm:
Molevej 29, 7730 Hanstholm, tlf. 97 96 17 36. Bunkersmuseum. Kæmpe kanonstilling. www.bunkermuseumhanstholm.dk

Se mere om området, turforslag m.v. på www.thy.dk

 

Historie

Huset var oprindeligt opført som roklub.
Så vidt vi ved, så var dette her Pigernes roklub og Drengenes roklub var således længere mod syd på den anden side af Skyum Bjerge.
De kunne så lægge fra land samtidigt mod Vildsund, og på denne måde var der indlagt ”handicap” i konkurrencen.

Vi mener også at have hørt, at bygningen var besat af tyskerne under krigen.

Huset blev senere overtaget af KFUM organisationen og de lavede et nybyggeri i 1984 og tilbygning i 1987. Stedet er især blevet brugt af spejderne og andre kirkelige forbund.

I 2004 blev Bjergbo privat ejet.

På nabo ejendommen lige syd for Bjergbo ligger i dag et privat ejet sommerhus med en stor naturgrund.
På grunden lå tidligere et lille fattigt husmandshjem.
Der boede i mange år de meget gæstfrie Maren og Lars Peter.
Det siges at hvis spejderne skulle på tur i området, kunne de bare komme og overnatte hos dem (det var før der var spejdere i Bjergbo).
Maren og Lars Peter solgte deres ejendom til Aage Rosendahl (Verdens Universitetet) og han påbegyndte at bygge det nuværende sommerhus.
Han fik imidlertid mulighed for at købe Fjordvang, der ligger vest for Bjergbo, og oprettede der Verdensuniversitetet.
Så sommerhuset blev solgt videre.

John Lennon besøgte i januar 1970 Aage Rosendahl, som han kendte i godt 10 år. Så vi praler jo gerne af at John Lennon har gået ture i Skyum Bjerge!

Historien og meget mere på Verdensuniversitetets hjemmeside www.fjordvang-thy.dk

Kender du mere til historien omkring Bjergbo er vi meget interesseret i at høre om det.

Byggeriet af Bjergbo i 1984

Bjergbo inden tilbygningen kom på i 1987

Bjergbo efter en større renovering i 2019

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok